Evaluering

Skolens formål

 
Hanstholm Friskole er en forældredrevet friskole, som tilbyder prøvefri undervisning fra børnehaveklasse til 9.klasse.
Skolen skal i tæt samarbejde med børnene og deres familier skabe et trygt og udviklende bindeled for det enkelte barn i dets vej fra det lille fællesskab til det større fællesskab i skolen og samfundet.

 

Skolens målsætning og værdigrundlag

 
Et forpligtende fællesskab
Skolen skal samle børn og voksne i et forpligtende fællesskab om hele skolens virke, hvor ligeværdig medleven af såvel børn, som voksne tilsammen skaber et fællesskab, som er større end summen af de enkelte dele.
At hver enkelt oplever at være del af et sådant fællesskab, er et centralt mål for at skolen kan leve op til sit formål, og skolen skal i sit virke og sin dagligdag skabe mulighed for, at alle i frihed og ligeværdighed kan blive en del af denne erfaring.
 
 
Familien – barnet – skolen
Barndommen er den støbeform, der lægges til grund for det enkelte menneskes tilværelse. Denne tid i menneskets har sin helt unikke værdi, og er dermed udgangspunktet for skolens dagligdag.
Barnet skal mødes i ydmyghed af de voksne og skolens system, hvis opgave det er at bøje sig ned og møde det enkelte barn der, hvor det er. Skolen skal oplive og oplyse i en gensidig vekselvirkning mellem barnets personlighed og dets dannelse.
 
 
Skolens virke
Undervisning er det frieste af alle menneskelige forhold, da den afhænger helt og holdent af de deltagendes frie vilje.
Undervisningens formål er at hjælpe børnene gennem erfaring at kategorisere fænomener på en for dem stadig mere hensigtsmæssig måde, dvs. så de kommer til at forstå mere og mere, bedre og bedre. Undervisningen skal samtidig hermed udvikle lysten og evnen til at lære at lære
Undervisningen skal i sit indhold sigte mod at udvikle elevernes evner, færdigheder, anlæg og lyst. Eleverne skal udvikle manuel kunnen, kropslige kompetencer, performative evner og intellektuelle færdigheder.
Undervisningen skal i sin form være med til at udvikle og udfordre eleverne til selvstændig stillingtagen, udvikle lydhørhed og kritisk sans, samarbejdsvilje og – evne, initiativ, kreativitet, arbejdsglæde og arbejdsvaner, empati samt indlevelsesevne.
Skolens voksne skal være såvel barnets med - og modspiller i en proces, hvor undervisningen udvikles fra lærerstyring til deltagerstyring.
 
Et folkeligt initiativ i et frit folkestyre
Skolen er i sit grundlag et folkeligt initiativ, der styres efter traditionelle danske demokratiske erfaringer, hvor den enkeltes frihed, mindretallets rettigheder og deltagernes ligeværdighed er centrale omdrejningspunkter.
Børnene skal i deres dagligdag leve i og lære af og om en sådan demokratisk praksis.
De skal efter evner inddrages i beslutninger om egne forhold, og på den måde vokse ind i et fællesskab, der bæres af frihed, ansvar og empati.
 
Præsentation af skolens fagkreds. 
Hanstholm Friskole tilbyder undervisning indenfor følgende fagrække, der er nærmere beskrevet under de enkelte fag på skolens hjemmeside:
 
Humanistiske fag:
Dansk på 0. – 9.klassetrin
Engelsk på 0.- 9.klassetrin
Tysk på 7. – 9.klassetrin
Samfundsfag på 8.-9.klassetrin
Historie på 7.-9. klassetrin
Fortælling på 0. – 9. klassetrin ( Omfatter fagområder fra historie, kristendom, musik, billedkunst og samfundsfag )
 
Naturfag:
Matematik på 0.- 9.klassetrin
Natur/teknik på 0. – 6. klassetrin
Geografi på 7. – 9. klassetrin
Biologi på 7. – 9.klassetrin
Fysik/kemi på 7. – 9. klassetrin
 
Praktisk/musiske fag:
Idræt på 0. – 9.klassetrin
Krea på 0. – 9. klassetrin
Sang/musik på 0.- 9. klassetrin.
 
Valgfag:
Etableres indenfor faget ”Krea” og planlægges af skolens lærere.
 
Obligatoriske emner:
Færdselslære varetages af dansklæreren i samarbejde med forældrene.
Uddannelses-og erhvervsorientering varetages af dansklæreren i samarbejde med UU-Thy.
Sundheds – og seksualundervisning samt familiekundskab er knyttet til natur/teknik og biologi og skolelægen.
Misbrugsundervisning varetages af klasselæreren.